Æbleflæsk på Amerikansk: Whiskey, Fersken, Bønner & BBQ sovs.

Hvis du elsker æbleflæsk og amerikansk mad fra sydstaterne, så er denne opskrift lige sagen, for den kombinerer alt hvad der er godt ved begge dele – og så skal der Whiskey i !
“Whiskey” eller “whisky” spørger du nok ? Det må blive “whiskey” hvis det skal være amerikansk, og det skal det, for bourbon er bare fortræffelig til dens slags madlavning vi er ude i her.
Nåmen lad os komme til sagen – det er en virkelig nem opskrift med bang for the buck på smagen.
Bourbon peach BBQ baked beans:
Ingredienser:
250 gr. Bacon håndskåret i tern – jeg bruger enebørrøget og det er nam nam 🙂
2 dåser bønner eller mere, drænede og vaskede – vælg selv hvad du kan lide, kidney beans og Lima bønner er altid gode, men pinto og cannellini er gode alternativer.
3 modne ferskner, helst Øko.
3 dl. BBQ Sauce – lav den selv, det bliver så meget bedre end det købe-fræs, og det er hurtigt gjort – se opskrift herunder.
1 d. maple sirup
3/4 dl. Bourbon – Jim Beam er altid et hit.
2 skefulde balsamico
2 skefulde Dijon, gerne grov – har du kun den alm. Dijon, så smid en skefuld sennepskorn i, det fungerer fremragende.
2 teskeer chipotle chilli pulver – chili flager dutter skam også.
1 teske røget paprika – uundværlig
Salt & peber
Frisk krydderurt kan drysses på når der serveres, f.eks basilikum.
Tænd din ovn på 200 grader kombi (alm. & varmluft)
Find en gryde der kan tåle at komme i ovnen og steg baconternene gyldne, evt. i lidt smør. Er der for meget baconfedt kan du hælde lidt fra (gem det for guds skyld, det kan bruges til at stege mange herligheder).
Sluk for varmen, hæld alle ingredienser ned til baconet, rør rundt, og sæt i ovnen ca. 45 min. Kig på konsistensen, er den som du synes, er det tid til at det skal ud. Voila, eller rettere Bob’s your Uncle, nemmere bliver det ikke at lave æbleflæsk på amerikansk manér.
Servér med ris eller godt brød, og har du en grøn tand, lidt salat. Skyl efter med øl.

BBQ Sauce – den hjemmelavede vej til ekstase
Hak 2 rødløg og 2-3 fed hvidløg og steg dem i en gryde, brug olivenolie.
Når løgene er blanke/lysebrune hælder du følgende ned til løgene i gryden:
1 dl farin
0.75 dl Soya sovs
Et skvæt Hoisin sauce
2 dl Æblejuice
Tabasco efter behag – jeg har den røgede version og den er fremragende til BBQ Sauce
1 teske røget paprika – kan ikke undværes
1 dl Bourbon Whiskey – Jim Bim er rigtig god
1 dl Ketchup
Lad det koge sammen i mindst en halv time og rør jævnligt undervejs. Giv det evt. lidt længere tid til du synes at konsistensen er let reduceret.
Nu blender du BBQ Saucen godt og grundigt til den er helt glat – andre opskrifter på BBQ Sovs foreslår jævning, men det synes jeg er synd og unødvendigt da indkogning og blending giver en smuk konsistens.
Smag evt. til med salt, peber og Worchestershiresheareshiresauce a.k.a. Engelsk Sauce.

